Audiovector Trapeze Ri Black Ash (Sort Ask) Gulvhøjttaler Sæt

132.500,00 DKK

Audiovector Trapeze Ri Sort Ask




En legende genopstår – Trapeze Reimagined



Under mærket F3 Lyd præsenterede grundlæggeren af Audiovector Ole Klifoth den første udgave af Trapez i 1979 og den optrådte desuden som byggeprojekt i det hedengangne magasin ”High Fidelity” i april 1980, dog med andre typer enheder. Målet var en gulvhøjttaler, der kunne gengive musikken uden nogen form for farvning af lyden. Det skulle være som at høre musikerne optræde hjemme i sin egen stue.



Det åbenlyst anderledes og specielle i forhold til de daværende gulvhøjttalere på markedet var primært det anderledes design, der havde den fordel, at det eliminerede stående bølger i kabinettet og som med alle de første F3 lyd konstruktioner, kunne den både købes færdig og som samlesæt.



Den første version bestod af en Scanspeak 10” basenhed, en coated 5” Seas mellemtone med Scan Speak støvhætte og en Dynaudio diskant med kort horn. Foran diskant og mellemtonen var der monteret skum på kabinettets forplade for at dæmpe utilsigtet lydudstråling.



Ole Klifoth optimerede dog hele tiden konstruktionen løbende. Trapez blev til Trapez X og sidste skud på stammen blev for daværende Trapez Xi fra midt 80'erne. Modellen havde bas fra franske Focal, og diskanten var specialudviklet til F3 modellerne, endda med støtte fra teknologistyrelsen. Modellen fik supertest i diverse magasiner, selvom den med sin lave følsomhed, krævede en ret kraftig forstærker. Kort efter lanceringen af Xi, erstattede Ole Klifoth sit firmanavn fra F3 Lyd til Audiovector, som i dag er synonym med kompromisløse kvalitetshøjttalere for alle musikelskere verden over.



Nu 45 år efter, at den første model blev lanceret, er verden og Ole Klifoth selv endelig blevet klar til den spritnye arvtager, til den legendariske gulvhøjttaler. Vi præsenterer Audiovector Trapeze Ri.



En gulvhøjttaler der har inkorporeret alt Audiovector's 45 års tekniske innovation, know-how, lidenskab og kærlighed til musikken. Resultatet er intet mindre end forrygende og et svendestykke af Ole Klifoth.


 

Teknisk opbygning



Det første man bemærker er, at designets linjer er tro mod originalens. Her er man ikke i tvivl om, hvilken model som Trapeze Ri er arvtager for. Designet bryder de stående bølger inde i kabinettet og den skrånende frontplade giver lytteren en perfekt vinkel til lyttepositionen. Gulvhøjttaleren er ligeledes monteret på en dobbelt 2-lags aluminium plint med kulstålskuglelejer og spikes med indbygget afkobling. Kabinettet er udført i HDF (High Density Fibreboard) og højttalersættet vejer ca. 50kg.



Basenheden er vokset fra 10" i den gamle version, til en heftig 12" specialudviklet basenhed med hele 4" hysterese-fri svingspole og ventileret polstykke. Membranen er konstrueret af papirfibre og det er en let og stiv konstruktion. Kantophænget kaldes ”concertina” og er meget hurtigere rent bevægelsesmæssigt end gummiophæng og er med til at lave en perfekt overgang ved 500Hz, til den super hurtige mellemtone.



Ligeledes er 5" mellemtonen en specialudviklet type, med neodynium magnet og chassic i magnesium og aluminium. Mellemtonens utrolig lette membran er lavet af coated papir og benytter samme type ”concertina” kantophæng ligesom basenheden, der er langt mere responsivt end konventionelle gummiophæng. Delefrekvensen mellem mellemtonen og diskanten er 3kHz.



Diskanten er en AMT (Air Motion Transformer) diskant, med åbent bagkammer, neodynium magnet og ultra let membran af mylar med aluminiumsstrimler. Selve frontpladen er elegant udført i fræset aluminium.



Inde i kabinettet gemmer sig dog også endnu en basenhed, nemlig en specielkonstrueret passiv 8” slavebas, som er en enhed der arbejder perfekt sammen med den 12” basenheden på fronten. Det forøger membranarealet og giver samtidig en øget tyngde og hurtighed i basområdet.



Takket være det diffraktionsabsorberende filt omkring diskant og mellemtoneenheden på fronten af kabinettet, skabes der også en exceptionel naturlig lydscene, der næsten bringer dig tilbage til oplevelsen af en livekoncert.



En anden årsag til den perfekte tonale balance, er det kompromisløse in-house konstruerede delefilter, der udelukkende består af højkvalitets komponenter fra øverste hylde. Af komponenter kan nævnes kryogenbehandlede kondensatorer, forvrængningsoptimerede kobberspoler, specielle filmmodstande og der er endda også tilføjet en Audiovector X Duelund bypass kondensator, for at optimere gengivelsen af selv de mindste detaljer i musikken.



Som noget helt specielt, kan man bag på Audiovector Trapeze Ri justere dæmpningsfaktoren for optimal forstærkertilpasning. Hvilket er en genial feature som næsten ingen andre af markedets gulvhøjttalere er udstyret med. Den er desuden ret nem at drive, selv med mindre forstærkere, fordi den har en følsomhed på 88dB og ikke kommer under 6.5ohm, ved nogle frekvenser.



Audiovector Trapeze Ri laves i 4 finish varianter, som er virkelig flotte og vil passe til enhvers smag. Black Ash (Sort ask), Nordic Oak (Egetræ), Italian Walnut (Italiensk valnød) og White Silk (Silke hvid). Det er faktisk muligt, at specialbestille et sæt Trapeze Ri i netop din yndlingsfarve eller finish mod merpris.


 

Kort opsummering

 



Audiovector Trapeze Reimagined alt det som Ole Klifoth drømte om, da han konstruerede den første Trapez-model for 45 år siden. Den er en eminent musikalsk formidler med de unikke egenskaber, at man opsluges helt og aldeles i den musikalske verden, i hvert eneste nummer som man spiller på gulvhøjttaleren og når man så åbner øjnene igen, kan man nyde synet af et unikt tidløst designikon.



FREQUENCY RESPONSE

23-53 kHz






Average Impedance

8 Ohms






Minimum Impedance

6.5 Ohm at 20 kHz






Sensitivity

88 dB SPL at 1m for 2.83Vrms input






Distortion

<0.2% THD at 90 dB SPL






POWER HANDLING

450 W






CROSSOVER FREQUENCIES

500 and 3.000 Hz






Bass unit

High Power 12-inch with 4” Voice coil






Mid Unit

High resolution 5” Neodynium






HF UNIT

3800 mm2 Audiovector SEC AMT






TERMINALS

High Current Gold-plated copper/ brass binding posts for 4mm plugs or spades






Dimensions cm (footprint) Height/Width/Depth

87,5 x 42 x 43,5



Weight

50 kg